Twitter Updates
Blogs: du kan lige så godt lære at leve med det
Indsendt af Tomas Gorrissen kl. 9/06/2006 08:42:00 PMNu har vi fået vores egen blog, og så er det på tide at komme med en opsang :-)
Efter sigende gik der 10.000 år, fra vores stenalderforfædre begyndte at bearbejde den ene side af en flintesten, til det blev almindeligt kendt, at hvis de bearbejdede begge sider, virkede det mere end dobbelt så godt.
Tiden der går fra nye ting kommer på markedet, til de bliver af stor betydning for os, bliver kortere og kortere. Bilen var lang tid om at blive folkeeje. Med tv gik det lidt stærkere. Videoen hurtigere endnu. Videoen er nu ved at blive udfaset, præcis som faxen, der toppede i slutningen af sidste årtusind.
SMS, IP-telefoni, Instant Messaging og nu blogs - enten er man med, eller også er man tabt. Og afstanden mellem de to grupper vokser eksponentielt. De folk, der havde håbet at kunne køre resten af karrieren hjem uden at arbejde med en pc, må indse, at det så nok bliver som avisbud.
Blogs er et nyt begreb, vi skal forholde os til. Noget, vi har levet rigtig godt med ikke at vide, at vi manglede. Første gang, vi hørte om det, har vi måske tænkt: "Det går nok snart over", eller "Suk - endnu noget nyt, som jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at sætte mig ind i".
Tidspunktet er nu kommet: Det skyller ind over os med voldsom hastighed og vil igen ændre en masse ting, som vi troede, vi havde fået hold på.
Lige nogle få tal for at sætte udviklingen i perspektiv: Det estimeres lige nu, at der er 50 millioner blogs på verdensplan. Der kommer 175.000 nye om dagen. Der var 2000 danske blogs omkring nytår - og nu 10 måneder senere er tallet steget til over 10.000.
Og hvad kan vi så forvente, det vil komme til at betyde for os? Hvis man kigger på USA - og specielt den vestlige del, hvor tingene plejer at starte - kan man se, at avisoplaget er faldet dramatisk. Således er San Francisco Chronicle's oplag styrtdykket med mere end 16,5 procent de første seks måneder af 2006. En stor del af dette fald tilskrives, at folk retter sig mod blogs fremfor avisen - hvilket sætter den danske aviskrig i ekstra perspektiv.
Det interessante ved blogs er, at alle kan tage ordet og give deres uforbeholdne mening om hvad som helst. Det er en form for dagbog med en vært, hvor andre kan give deres besyv med. Det betyder, at formen skal være meget åben, ærlig og direkte - men også, at værten må finde sig i ikke at have 100 pct. kontrol. En anden ting er, at blogs er nemmere at finde, jo flere der linker til den - hvilket naturligvis ikke sker, hvis bloggen er et forsøg på blankpoleret, selvfed promovering af din virksomhed.
Et super eksempel på en stærk blog er Microsofts Channel 9. Navnet stammer fra, at man i amerikanske indenrigsfly kan høre samtalen mellem cockpittet og kontroltårnet på Channel 9. Det gav MS ideen til et forum, hvor interne folk hos MS - uhyre åbent - kan fortælle om det, de arbejder med i koncernen. Efter sigende har MS via Channel 9 kontakt til 25 pct. af udviklerne i deres målgruppe.
På den anden side er der kunder, som kan skabe blogs, fordi de er utilfredse. Og hvis folk er enige med dem, kan de skabe stor opmærksomhed. Det skete for Apple, da en Matthew Persson sidste sommer blev rigtig sur over, at hans iPod blev ridset så nemt. Det blev en stor sag, men da Apple fik håndteret sagen til Matthews tilfredshed, nedlagde han efterfølgende sin blog.
Så selvom du måske kan blive helt træt ved tanken, vil du om to år undre dig over, at du nogensinde har kunnet undvære blogs. Præcis som du i dag har det med din mobil, MP3/iPod, dit GPS-system i bilen, din e-mail adresse, din dvd, dit bredbånd/fibernet - og alle de 117 andre ting, du anser for helt naturlige, og som ingen havde drømt eksisterede om for bare 20 år siden.
Links:
http://paul2.wordpress.com/
http://channel9.msdn.com/
0 Comments:
Nyere opslag Ældre opslag Start